Referat af generalforsamling i Troldhede Butikshus ApS.
Generalforsamlingen afholdt den 20.4.2022. Der mødte 32 andelshavere + bestyrelsen.
1)
Valg af dirigent
Ryan Rasmussen blev valgt til dirigent.
2)
Den centrale ledelses beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.
Susanne Jørgensen fremlagde beretningen:
Beretning Troldhede Butikshus 2021.
Året startede med mus i butikken og vi måtte have Hansen & Larsen til at komme og udbedre.
I starten af februar deltog Susanne og Lene R. i et møde hos købmanden sammen med Hans Meldgaard fra Dagrofa.
Mathias kunne fortælle at året startede godt på trods af, at han måtte holde lukket 1 uge p.g.a. mus. Han har haft en del reparationer på døre, hængsler, køleanlæg og ikke mindst flaskeautomaten. Han var ikke helt tilfreds med reparationer foretaget af Hansen & Larsen og i den forbindelse var Hansen & Larsen i butikken for at udbedre tingene.
Foranlediget af nævnte møde deltog Mathias i bestyrelsesmøde i februar måned.
På mødet blev bl.a. talt om udvidelse af varegården til opbevaring af tomme flasker og pap. I forhold til hvad der senere skete, er dette aldrig ført ud i livet.
Vi foreslog samtidig Mathias at tage kontakt til elforsyningen/elektriker, da han har gentagne problemer med lys, kassebånd, sensorer m.m.
I april måtte vi igen have fat i Hansen & Larsen p.g.a. et knækket håndtag og en dør i varegården, der ikke kan lukkes.
I juni blev afholdt generalforsamling.
Ellers var 2021 i stor stil præget af, at Matthias uden varsel forlod butikken. Dagrofa overtog i en periode driften og indsatte en midlertidig bestyrer. Vi var i hele forløbet i dialog med Dagrofa, som allerede fra starten meddelte, at de ville holde butikken i gang og sørge for fortsat betaling af husleje m.m., indtil en ny købmand var fundet.
Vi overtog samtidig vedligehold og rengøring af tanken.
Det lykkedes heldigvis og pr. 1.11. indtrådte Lailah som ny lejer af butikken.
Beretningen blev godkendt af generalforsamlingen.
3)
Fremlæggelse af årsrapport med revisors erklæring.
Regnskabet blev gennemgået af Lene Ruthy.
Nøgletal:
Omsætning 724.000 bestående af husleje, leasingindtægter og salg af brændstof. Årets resultat 114.000.
Under gennemgang af regnskabet blev likviditeten også omtalt: Selskabets bestyrelse valgte sidste år at tage et momslån hos SKAT kr. 131.000. Lånet var til forfald pr. 1.4.2022, og da likviditeten fortsat er stram blev det vedtaget af bestyrelsen, at søge betalingsordning hos SKAT. Vi har fået en betalingsordning på 24 måneder, hvilket giver ro på likviditeten, da banken fortsat nedskriver vores kredit med 30.000 om året.
Selskabets revisor har foranlediget kontakt til Vækstfonden, som gerne vil se på, om de kan hjælpe med finansiering, således at de private lån, det ene kreditforeningslån og måske kassekreditten kan omlægges til et samlet lån med længere løbetid. Det er dog betinget af, at købmanden kommer med et tilfredsstillende halvårsregnskab. Og selvfølgelig betinget af bankens velvillighed til samarbejde.
Regnskabet blev godkendt af generalforsamlingen.
4)
Indkomne forslag
Der var ikke indkommet forslag til behandling.
5)
Den centrale ledelses forslag til resultatdisponering.
Overskuddet overføres til egenkapitalen, hvilket blev vedtaget.
6)
Valg af bestyrelse i henhold til vedtægterne
På valg Susanne Jørgensen og Lene Veje Ruthy. Begge blev genvalgt.
7)
Valg af 2 suppleanter
Allan Hviid og Allan Faurby blev begge genvalgt.
8)
Valg af revisor
Vores revisor Jacob Andersen er i 2021 flyttet fra Vistisen og Lunde til firmaet Tal & Tanker i Silkeborg. Bestyrelsen foreslog genvalg af revisor, hvilket blev vedtaget.
9)
Eventuelt.
Lene Mose havde et indlæg omkring overdragelse af anparter. Såfremt anpartshavere ønsker at overdrage anparter til f.eks. børn/børnebørn eller lignende, ligger bestyrelsen inde med et dokument der kan anvendes hertil. Der var en del interesse herfor.
Der blev efterlyst andelsbeviser og da dette tidligere har været drøftet i bestyrelsen, havde Susanne Jørgensen på forhånd udfærdiget andelsbeviser til dem, som måtte være interesserede. Der blev udleveret en del af disse.
Refereret af Lene V.R.